[ Tekst: Knut Hamsun ]
Jeg klage mot månen?
Jeg sende dig bud?
Jeg hærder mit hårde sind.
Men kom du på veien
og hilste med hånden
og kom du dernede
- du vet det, min Gud
så bad jeg dig ydmygt ind
Nu går jeg og tuller hver
ensom kvæld
og lytter ved hver en grind.
En støvsky på bakken, et ptro,
en kjører?
Nei suset det tomme
fra alle fjæld
det fyller mit hårde sind.
Far vel der du vanker!
det er min bøn.
Jeg tørker med magt mit kind.
Jeg tørker og væter det atter
om natten
og tænker imot dig
et døvstumt støn.
For slik er mit hårde sind.