[ Tekst: Dorothe Engelbrethsdatter (1677) ]
Dagen viger og går bort,
luften bliver tyk og sort,
solen har alt dalet brat,
det går ad den mørke nat.
Tiden sagte lister sig,
glasset rinder hastelig,
døden os i hælen går,
evigheden forestår.
Nu en dag jeg ældre blev,
det er som mit tankebrev,
at jeg med min vandringsstav
nærmer' hælder til min grav.
Ret nu blinket solens lys, nu er skummelt i hvert hus,
så forandres alle ting, til vi gjør det siste spring.
Stil den syges hjerte-ve, tenk på de bedrøvede,
vær de faderløses trøst, og giv act på enkers røst.
Fire fjæle er min pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et lagen og lidt mer,
ejer ikke så en fjer.
Alle verdslig ting forgår,
jeg til herlighed opstår,
når Gud ved basunens lyd
kalder mig til evig fryd.