[ Tekst: Thomas Kingo (1674) ]
Nu rinder solen op av østerlide,
forgylder klippens top og bjergets side,
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
og dig med tak og tro
til himlen svinge!
Utallig liksom sand og uden måde,
som havets dybe vand er Herrens nåde,
som han mitt hoved daglig overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
ned til mig flyder.
Min sjæl, vær frisk og glad, lad sorgen fare,
dit legems blomsterblad skal Gud bevare,
han lover meg i dag sin kraft og styrke,
så i mit kald og stand
jeg Gud min Fader kan
i sannhet dyrke.
Lad ingen synd i dag meg slet forblinde,
så jeg min Guds behag kan ret besinde,
Men om min fot går vild og sig mon skade,
da vend, o Gud, mig om,
gå ikke straks til dom,
tilgi meg Fader.